MENU
Aula_close Layer 1
Logo Lindeskovskolen

Om Lindeskovskolen

Faglighed + kreativitet = livsglæde
Lindeskovskolen er en folkeskole beliggende i den sydlige del af Nykøbing. Den er bygget i 1973 med et par tilbygninger sidenhen. Vi har gode inde- og udenoms arealer og selv om nogle af vores bygninger og lokaler er slidte af tidens tand, er de velfungerende og brugbare – også til en moderne skole.

Skolen består af flere bygninger, der indeholder de forskellige afdelinger; det betyder, at selv om skolen spreder sig over et stort område, skal hver enkelt elev kun forholde sig til deres afdeling, som rummer 8 - 10 klasser.

Ud over afdelingerne med de forskellige klasser råder vi over administrationsbygning med personalefaciliteter og bibliotek m.m. samt en fagblok med store faglokaler, og til håndværk og design har vi f.eks. vores egen smedje med esse og det hele. Sidst, men ikke mindst, har vi en hal med alt hvad dertil hører.

Udearealerne er gode med stor legeplads, naturområder, bålhytte, basketball bane, fodboldbane, multibane, amfiscene, BMX-bane og meget mere.

Ud over vores egne områder, råder vi også over et stort område af skoven, som er vores nabo, lige på den anden side af vejen! Det betyder, at vi kan arbejde med friluftsliv, natur/teknologi, biologi m.m. i vores ”egen skov”, der rummer vandhul, bålplads m.m. Skolen ligger i gå afstand til Guldborgsund.